Danmark har fået en ny bevægelse: ByggestopBevægelsen
En fantastisk blanding af arkitekter, ingeniører, byggefolk, eksperter og almindelige borgere er gået sammen. Målet er at få en byggebranche i balance med de planetære grænser, og skabe gode, betalbare boliger for alle - ved at indføre et midlertidigt, nationalt byggestop.
En ny forskningsrapport viser, at selv hvis vi bruger mere bæredygtige materialer, skal mindst fire ud af fem nybyggerier stoppes, hvis vi skal holde os indenfor det sikre råderum for klimaet.
I dag giver vi ordet til ByggestopBevægelsen, som har lancering den 11. April:
Byggestopbevægelsen er et initiativ, taget af en gruppe professionelle i branchen, som reaktion på den sikre viden der foreligger om byggeriets effekt på klima og biodiversitet. Formålet er at gøre denne viden synlig og relevant som grundlag for en politik der anerkender nødvendigheden af at stabilisere økosystemet hurtigst muligt.
Vi ved at byggesektoren bidrager væsentligt til Danmarks CO2-udledninger. Jo flere kvadratmeter der bygges, jo større miljøomkostninger ved fremtidig drift. Danmark er samtidigt et af de lande i verden med størst boligareal pr. indbygger. Dermed er der tale om en lavt hængende frugt i en ansvarlig klimapolitik.
Nybyggeriet er imidlertid drevet af stærke økonomiske interesser. Dels pensionskassers og private investorers behov for kapitalforankring og indtjening, dels kommuners grundsalg til dækning af anlægs- og driftsudgifter, og som redskab til at tiltrække nye skatteydere. Selv for den individuelle husstand er boligen blevet et investeringsgode med et kalkuleret afkast.
Dette boligindustrielle kompleks legitimeres af narrativer, hvor man gør de høje boligpriser til et socialt alibi for at bygge nyt. Logikken bygger på en snæver markedsøkonomisk præmis om at øget udbud af boliger er det eneste middel til at få prisen ned. Byggestopbevægelsen anerkender ikke denne præmis. I stedet peger man på et alternativt løsningsrepertoire inden for de planetære grænser.
Eksempler på alternativer er skabelse af incitamenter til at effektivisere udnyttelsen af den eksisterende bygningsbestand gennem renovering, konvertering, opdeling af store boliger, øget CO2-afgift på materialer og restriktioner overfor nedrivning. Hertil kommer udviklingen af instrumenter til opbremsning af prisudviklingen igennem reformer af boligbeskatningen og regulering af finanssektoren. Mere langsigtet peges desuden på en strategi for geografisk decentralisering med genbosætning af de egne der er blevet gjort til udkant i urbaniseringen.
Byggestopbevægelsen er ikke forankret i en politisk ideologi. Med udgangspunkt i ønsket om at omstille for at undgå et kollaps i planetens økosystemer finder den inspiration på tværs af politiske fløje og viden fra flest mulige fagområder. En opbremsning af nybyggeriet rejser spørgsmålet om fordeling af det eksisterende boligareal. Udviklingen af scenarier der sikrer både retfærdighed og kvalitative forbedringer af boligbestanden er en vigtig ambition for bevægelsen.
Ideen om en opbremsning af byggeriet er primært fokuseret på byggeriet af nye boliger og ikke samfundsnødvendige offentlige funktioner eller produktionsanlæg. Det er ikke bevægelsens hensigt at nedlægge arbejdspladser i byggesektoren. Tværtimod er det forventningen at et øget fokus på renoverings- og transformationsopgaver vil få positive erhvervseffekter på grund af den større kompleksitet og medfølgende behov for arbejdskraft.
Du kan komme med til lancering af ByggestopBevægelsen, Fredag den 11. April, i København: tilmelding her.
I ByggestopBevægelsen arbejder vi for at implementere tre konkrete krav:
Mindre nybyggeri, mere omfordeling
Mindre nedrivning, mere renovering
Mindre spekulation, mere social retfærdighed



🌱Vil du være med til at gøre kommunalvalget til et klimavalg?
Hjælp os i Klimabevægelsen, med at få politikerne og andre magthavere til at tage klimakrisen alvorligt. Støt os i dag: